I går var en historisk dag.

Endelig kan Danmark se frem til en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, der er i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis og Istanbulkonventionen.

Forhåbentlig kan den nye voldtægtsbestemmelse fremadrettet forbedre voldtægtsofres retsbeskyttelse og samtidig virke forebyggende ved at sende et signal om, at alle køn har ret til seksuel autonomi og integritet.

Man kan undres (og forfærdes) over, at vi skulle skrive 2020, før en voldtægtsbestemmelse, som stiller krav til, at begge partner sikrer sig, at der er samtykke og gensidig lyst og nydelse til stede i det seksuelle samvær, blev en realitet.

Det vil formentlig stadig være svært i praksis at sikre voldtægtsofres retsbeskyttelse, og med loven må derfor også følge et kulturelt opgør med nogle af de indgroede kulturelle forståelser, vi har, af mænds og kvinders seksualitet – f.eks. forståelsen af manden som den aktive part og kvinden som den passive, modtagende og eftergivende i det seksuelle møde. At vi nu kan se frem til en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, er heldigvis et af beviserne på, at det kulturelle opgør allerede er godt i gang.

Ved en samtykkebaseret bestemmelse vil der ved fuldkommen passivitet hos den ene part gælde en formodning om manglende samtykke. Samtidig lægger den nye bestemmelse op til en forståelse af samtykke som noget, der ikke kan forhandles på forhånd; samtykke må sikres løbende gennem det seksuelle samvær. Jeg har mødt et utal af kvinder, der har bebrejdet sig selv den seksuelle vold, de er blevet udsat for, bl.a. ud fra devisen om, at ”har man sagt A, så må man også sige B”. At der overhovedet findes et ord som ”narrefisse”, underbygger den tankegang.

Hvis vi skal kunne møde hinanden på en tryg og tillidsfuld måde i det seksuelle samvær, må vi hele tiden føle os frie til at trække os igen – i hvert øjeblik. Det seksuelle rum skal ikke være et rum, hvor vi fængsles og må afgive vores autonomi i det øjeblik, vi træder derind, men et rum, hvor vi netop kan være frie i vores lyst og nydelse med en bevidsthed om, at vi fra øjeblik til øjeblik kan sige til og fra i overensstemmelse med de grænser og behov, vi mærker. Der er så meget på spil i det seksuelle samvær, kropsligt og emotionelt, at det ville være mærkeligt, hvis vi ikke ganske ofte oplevede, at vores lyst ændrede sig undervejs i samværet.

Der er formentlig stadig lange udsigter til en reel retsbeskyttelse af kvinder, som udsættes for voldtægt i parforhold. Skrives psykisk vold ind som en skærpende omstændighed i den nye bestemmelse (jf. Juraprofessor Trine Baumbachs forslag), kan det dog forhåbentlig være med til at bane vejen gennem en større forståelse af, hvordan psykisk vold i parforhold er med til at normalisere og muliggøre seksuel vold.

Lige nu vil jeg dog give mig selv lov til at dvæle lidt og glædes ved den vigtige sejr, en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse er udtryk for.

Tillykke til os alle!

© Camilla Dremark - sexologisk konsulent og terapeut