Camilla Dremark er uddannet sexolog med speciale i seksualiseret vold. Hun arbejder til daglig som leder og udviklingsansvar for Exitcirklen Jylland samt som selvstændig sexologisk konsulent og terapeut.
Ud over ledelsen af Exitcirklens tre afdelinger i Jylland varetager Camilla bl.a. individuelle samtale- og støtteforløb samt tilrettelægger og faciliterer ugentlige samtalegrupper for voldsudsatte kvinder. Hun underviser endvidere fagprofessionelle internt og eksternt, og afholder seminarer og workshops om (seksualiseret) vold i nære relationer (book her).
Gennem flere år har Camilla arbejdet på at udvikle og formidle viden om seksualiseret vold i parforhold. På baggrund af sine erfaringer fra arbejdet med voldsudsatte kvinder har hun udviklet en typologi og model for seksualiseret partnervold, der indfanger de forskellige former for seksualiseret vold og deres vekselvirkning samt det komplekse samspil mellem psykisk og seksuel vold, som ofte foregår i intime relationer, hvor der udøves vold. Herunder det, hun benævner som seksualiseret psykisk vold.
Erfaringerne fra arbejdet har vist, at psykisk og seksualiseret partnervold i de fleste tilfælde er uløseligt forbundne; udsættes man for psykisk vold i en intim relation, vil man med stor sandsynlighed også udsættes for seksualiserede overgreb og krænkelser. Den psykiske partnervold er ofte seksualiseret og retter sig mod den voldsudsattes køn og seksualitet. Dette er medvirkende til at skabe en dynamik, der muliggør – og normaliserer – tvungne seksuelle aktiviteter. Voldsdynamikken følger så at sige med ind i ’soveværelset’. Imidlertid er den voldsudsatte i mange tilfælde ikke bevidst om de krænkelsesdynamikker, der opstår – og dermed heller ikke opmærksom på de konsekvenser, det har for hende*.
Camillas typologi og model for seksualiseret vold i parforhold er udviklet med henblik på at begrebsliggøre, nuancere, opspore og adressere den seksualiserede vold og kan bl.a. anvendes til undervisning af fagpersoner samt som et samtale- og psykoedukationsredskab i arbejdet med ofre for seksualiseret partnervold.
For perioden 2020-2023 er Camilla af Kvinderådets styrelse udpeget som medlem af Det Nationale Voldsobservatorium i sin egenskab af at være ekspert inden for området vold mod kvinder.
*Arbejdet baserer sig på samtaler med kvinder, der har været udsat for vold i et heteroseksuelt parforhold
Det sexologiske felt er så bredt og berører så mange aspekter af et menneskes liv, at man sjældent kan betragte det som en isoleret størrelse. Vores seksualitet er dybt viklet ind i hele vores livsførelse og indvirker derfor naturligt på denne i alle mulige sammenhænge. Mange af de udfordringer, vi konfronteres med gennem livet, udspringer af og kommer til udtryk i vores måde at indgå i relationer til andre mennesker - herunder vores intime relationer. Ved at arbejde terapeutisk med vores seksualitet - vores seksuelle mønstre og præferencer - kan vi få adgang til vigtig viden om os selv, og hvad der eventuelt er med til at fastholde os i uhensigtsmæssige relationelle mønstre
Vi negligerer, eller ligefrem overser, alt for ofte seksualitetens betydning for de valg, vi træffer, og i forlængelse heraf de udfordringer, vi gennem livet støder på. Som sexologisk terapeut vægter jeg derfor en holistisk tilgang til de problematikker, jeg møder hos mennesker i mit arbejde.
Når vi taler om noget så personligt og intimt som vores krop og seksualitet, så har vi ret til vores egen sandhed. Fra det øjeblik, vi kommer til verden, påvirkes og påvirker vores seksualitet vores indre og ydre virkelighed. Det er derfor vigtigt, at vi anerkender seksualitetens uhyre kompleksitet; der er lige så mange 'seksualiteter', som der er mennesker i verden. Som sexologisk terapeut tager jeg derfor også umiddelbart afstand fra ”tips og tricks”-sexologien. Det kan være underholdende indimellem at lade sig inspirere af artikler, der - på en ofte stærkt forsimplet måde - forsøger at guide os til et ”bedre sexliv”. Imidlertid kan det gøre mere skade end gavn. I bombardementet af forskellige meninger og gode råd til, hvordan vi opnår ”det gode sexliv”, mister vi alt for ofte fornemmelsen for vores egen seksualitet - og i forbindelse hermed også fornemmelsen for vores naturlige grænser og behov.
Sex er sundt, og det er uden tvivl et vigtigt aspekt af vores liv – men der er noget, som er endnu sundere og vigtigere: kærlighed og nærvær. Vi dør ikke af ikke at have et aktivt sexliv, men vi kan rent faktisk dø af ikke at opleve nærhed og følelsesmæssig intimitet med andre mennesker. Dette er af afgørende betydning for vores fysiske og psykiske sundhed. Lad os derfor starte dér.
© Camilla Dremark - Sexologisk konsulent og terapeut